Veloverstået klubmesterskab 2020.

I den netop overståede weekend 26. og 27. september har vi fået afviklet årets klubmesterskab, hvor der i år har været pæn tilslutning med 48 tilmeldte medlemmer fordelt på de forskellige rækker. Vejrguderne ville det sådan, at vi har både haft blæst, regn og sol, dog ikke værre end at det sportsligt har været uden den store betydning, da blæsten har været den største udfordring, men det er vi jo vant til her i BlokhusJ. Vi har modtaget stor ros for banens stand fra mange medlemmer og herfra skal der lyde et stort og velfortjent tak til hele greenkeeperstaben for den pæne stand.

 

På den sportslige side af mesterskaberne, har der været stor spænding i de fleste rækker med tætte afgørelser, men specielt skal nævnes ”kampen” om All-over mesterskabet for herrer, hvor afgørelsen først kom efter omspil på hul 18, kompetanterne her var Rasmus Ellemann og Kristian Hedelund, hvor sidstnævnte trak det længste strå. Det skal også nævnes at der i år har været 3 gange så mange damer til start i mesterskaberne, hvilket resulterede i et fortjent og forholdsmæssigt sikkert All-over mesterskab til Mona Jensen.

 

Den store tilslutning til årets mesterskab, skaber håb om endnu flere deltagere til næste år, hvor vi med stor sandsynlighed vil afvikle mesterskabet på samme måde som de nu sidste 2 år, nemlig også med et uofficielt mesterskab i stableford.

 

Klubmestrene og stablefordvinderne var:

 

Herrer All-over: Kristian Hedelund

Damer All-over: Mona Jensen

Herrer: Rasmus Ellemann

Midage Herrer: Kristian Hedelund

Senior Herrer: Lars Abildgaard

Veteran Herrer: Leif Karlsen

Superveteran Herrer: Poul Erik Poulsen

Superveteran Damer: Mona Jensen

Stableford A-rækken: Leif Karlsen, 2. præmie Rasmus Ellemann

Stableford B-rækken: Andreas Brandt, 2. præmie Claus Simonsen

 

Ligesom sidste år har turneringsledelsen ivrigt deltaget på den sportslige del, og desværre ikke husket at få taget stemningsbilleder og billeder af vinderne, jeg undskylder herfor igen igen.

 

På Blokhus Golf Klubs vegne

Morten Pilegaard

EKTRAORDINÆR GENERALFORSAMLING

BESTYRELSEN INDKALDER TIL EKTRAORDINÆR GENERALFORSAMLING BLOKHUS GOLF KLUB

Der indkaldes herved til ekstraordinær generalforsamling i Blokhus Golf Klub TIRSDAG DEN 29. SEPTEMBER 2020 KL. 19.00 BLOKHUS GOLF KLUB, Hunetorpvej 115, 9490 Pandrup med følgende dagsorden:

1. Valg af dirigent
2. Forslag fra bestyrelsen – Ændring af vedtægternes Ændring af vedtægternes § 3.1, § 8.1, § 8.3 og § 8.5
4. Eventuelt

Med venlig hilsen
Bestyrelsen

Bilag:

Forslag til nye vedtægter

Begrundelse for ændringer

Klubmesterskab 2020

Så nærmer tiden sig det årlige klubmesterskab i slagspil i Blokhus Golf Klub og det afvikles i weekenden 26. og 27. september 2020.

Mesterskabet afvikles i de sædvanlige rækker, og der kåres klubmestre i rækker med 3 eller flere deltagere, ligeledes vil der blive kåret en All-over klubmester i både herre- og damerækken, hvis der er mere en 3 deltagere.

Som sidste år, vil der ligeledes sideløbende være et uofficielt klubmesterskab i stableford, hvilket betyder at alle kan deltage, selvom man ikke spiller slagspil/eller hullerne færdig, har man altså stadig chancen for at vinde noget og stadig være en del at mesterskabet i form af stablefordturneringen.

Tilmelding til klubmesterskaberne er nu åben i Golfbox, så kom frisk og lad os få et par hyggelige golfdage på Blokhus Golf Center.

 

På bestyrelsens vegne

Morten Pilegaard

Husk spil med dag den 23. august.

Kender du én, der måske har lyst til at spille golf. Eller har du selv lyst. Så har du mulighed for at prøve det af hos Blokhus Golfklub den 23. august.
Vi mødes kl. 9.30 ved flagene foran klubhuset. Herefter vil der være forskellige aktiviteter, bl.a. spiller vi Texas Scramble på vores udmærkede pay&play bane.
Tilmelding skal ske til centret senest d. 18/8-2020 på 98209500 eller reception@blokhusgolfcenter.dk
Vi ses.

Caddie Golf Open – klubmatch

Kunne du tænke dig deltage om at vinde en rejse for 2 personer til syden og samtidig have det sjovt mens du gør det?
Caddie Golf Open er helt specielt i år, da vi nemlig fylder 10 år i 2020. Vi har derfor lagt os i selen på, at du vil få en rigtig god dag, hvor præmiebordet vil være det største nogensinde.

Program for dagen
Kl. 08.00: Registrering + kaffe og croissant
kl. 08:30: Briefing af dagens arrangement
Kl. 09.00: 18 hullers golf (gunstart)
Kl. ca. 13.30: Frokost & præmie overrækkelse

Læs mere og tilmeld dig under klubtunering på golfbox

Spil med Dag

 

Søndag den 23. august åbner vi dørene for alle interesserede og du er velkommen til at komme og prøve om golf er noget for dig.

Programmet ser sådan ud:

Vi mødes kl. 9.30 ved flagene foran klubhuset, til en kort introduktion ved klubbens trænere.

– Små putte- og chippeøvelser sammen med medlemmet
– 9 hullers Texas Scrambles på Pay & Play
– Vi tænder grillen og er vært ved en pølse og en forfriskning på terrassen.
– Information omkring, hvordan man kommer i gang med golf.

Golf er sjovt og godt for både krop og sjæl. Så kom og spil med den 23. august.

Tilmelding skal ske til centret senest d. 18/8-2020 på 98209500 eller reception@blokhusgolfcenter.dk

Det er gratis at deltage og vi stiller udstyr til rådighed på dagen.

Kom bare i tøj, du kan bevæge dig i og fornuftige sko – og masser af godt humør.
Klubben stiller udstyr til rådighed for dig på dagen, og du lærer hurtigt hvad du vil få brug for, når du først er bidt af sporten. For vi tror, at golf bliver din livslange kærlighed.

Mandagsklubben – For kvinder og mænd i alle aldre

Vi spiller naturligvis om mandagen.

Det er en udpræget misforståelse, at mandagsklubben er en herreklub. Det er den bestemt ikke. Både kvinder og mænd er velkommen i mandagsklubben. Vi spiller med 2 starttider i sommermånederne (juni til og med august). Den første tid er kl. 1530. her spiller vi 18 huller. Og så har vi start-tiden kl. 1630. her spilles 9 tællende huller. Fra september er start-tiden kl. 1630.

Mandagsklubben er en klub for alle på tværs af alder og køn.

Har du tid og lyst til at spille med, så ses vi, enten kl. 1530 eller kl. 1630.

Du kan læse mere om mandagsklubben her og her.

 

Velkommen i mandagsklubben.

Kaninmatcherne i kaninklubben holder flyttedag.

I lidt over et år har vi haft kaninmatcher i kaninklubben sammen med mandagsklubben. Men nu flytter vi kaninklubbens matcher tilbage til om tirsdagen. Det sker fra og med den 30. juni. Vi mødes i klubhuset kl. 1630. Vi genindfører også tilmeldingssedlerne, hvorpå du kan tilmelde dig. Disse sedler hænger i entreen til klubhuset. Men der er også mulighed for tilmelding på SMS til Thomas Sørensen på 41 15 63 27 eller Morten Bentsen på 40 58 98 70.

Vel mødt

Husk golfens dag den 21. juni

Husk golfens dag i morgen, søndag, den 21. juni. Her har du muligheden for at introducere én, du kender, for golfspillet, og dermed at vise, hvor hyggeligt, det er at spille golf.

Nye retningslinjer fra Kulturministeriet vedr. turneringer og stævner

Kulturministeriet har udsendt nye retningslinjer angående udendørsidræt og dermed også for golfmatcher og turneringer.

Man kan nu både afholde matcher med gunstart og løbende start. Men man må dog ikke forsamle mere end 50 personer. På nuværende tidspunkt er det dog muligt at søge politiet om tilladelse, hvis der er mere end 50 deltagere til en match (gunstart).

Men frem til den 8. juli gælder det, at der ikke må forsamles mere end 50 personer. Dette gælder især ved ankomst, registrering og afslutning.

Den 8. juli hæves forsamlingsforbuddet til 100 personer, så bliver det derved muligt at afvikle de fleste arrangementer i golfklubben.